En gennemgribende renovering

I 2012 fik Ryslinge Sognekirke en gennemgribende renovering, optakten til den var, at det i 2010 blev det klart, at alt i Ryslinge Sognekirke ikke stod så godt til, som det burde.

I forbindelse med en planlagt indvendig kalkning af kirken blev der af arkitekt og håndværkere foretaget nogle indledende undersøgelser. Fortidens synder har det jo tit med at springe på ryggen af os senere hen, og man opdagede, at nogle gamle jernbefæstninger mellem kuppelhvælvet og taget havde bevirket, at hvælvet gennem årene havde slået revner.  Ikke nok med det – noget af det svære tømmer i bunden af tagkonstruktionen var i en meget dårlig forfatning.

Menighedsrådet besluttede derfor, at der skulle foretages de nødvendige reparationer og udskiftninger under taget, inden man gik i gang med kirken indvendig.

Derfor var kirken i en lang periode af 2011 været dækket med stilladser, lister og plastik.

Efter påske og vel overstået konfirmation blev kirken tømt, og håndværkerne kunne gå i gang. Gudstjenesten Kristi Himmelfartsdag 2011 var den første i den midlertidige kirkesal, der fungerede som menighedens faste samlingssted til langt hen i november.

I løbet af eftersommeren arbejdede menighedsrådet tæt sammen med arkitekt og eksperter fra Nationalmuseet. Når der nu alligevel skulle kalkes, ville det være fornuftigt at også kirkebænkene blev malede, og at man kikkede på alterområdet og orgelskabet.

For et par generationer eller to siden kunne et menighedsråd og nogle kompetente lokale håndværkere stort set selv bestemme, hvad der skulle foretages i sådanne sager. I dag er det en mere omstændelig, men ikke mindre spændende proces. 

Det er nødvendigt hele tiden at tænke over, hvordan éns valg harmonerer med og modsvarer kirkerummet – og tiden. Uanset hvor gammel en kirke er, vil den altid fremstå som et kompromis mellem århundredgamle traditioner og samtidens smag og design.
Hvis man ikke sørger for det, bliver kirken enten et museum eller fortænkt moderne. Det kan heller ikke nytte at man vælger farver, der i sig selv er flotte eller smukke, hvis de mere ville gøre sig i en domkirke, og omvendt behøver man ikke at gå i den modsatte grøft og lefle for den halvmørke almuetendens, der var almindelig i landsbykirker for en tredive-fyrre år siden.  

Når man skal ændre på indretning og sætte nye farver i en kirke er det derfor vigtigt at afveje alting nøje, så man rammer så tæt på den ideelle balance som muligt.

Rådført af arkitekt og en museumsekspert bestemte menighedsrådet sig for en farve til  kirkebænkene, der både virker glædesfyldt og frisk og samtidig bærer traditionen i sig. Den specielle grønne nuance korresponderer med de gamle apostelfigurer, uden at være så tung i travet som den tidligere, og visuelt hæver den kirkerummet og gør de mørke trætavler og prædikestolen mindre dominerende.

I bænkegavlenes firkløverudskæringer er der med forskellige farver malet smukke, unikke dekorationer, der kan opleves som rent abstrakte, men også kan fremstå som æteriske landskaber. Øverst i gavlene er monteret små messingrør, hvori der efter behov kan skrues enten lystestager eller vaser.

Til bænkene er der syet nye hynder, der er betrukket med et smukt blåviolet stof. I øvrigt er de gamle fodhvilebrædder blevet fjernet, og de uskønne inddækninger med gråmalede plader langs ydermurene er erstattet med en kønnere og mere tidssvarende fastgøring.

Gulvet mellem knæfald og alter er nylagt med et lyst bræddegulv. Alterbordets stof – antependiet – der i løbet af knap tolv år var falmet til ukendelighed, er taget af. I stedet er der blevet malet felter i kulører, der harmonerer med søjlerne på siderne af selve altertavlen.
Knæfaldets balustre er blevet malede, og også her er kommet ny hynde, med stof i en levende rustrød nuance, der også genfindes i alterrammen.

Lyssætningen foran alteret er blevet ændret, så der nu ikke længere i så høj grad er tale om en scenisk belysning. Bag den øverste korhvælving er opsat en bue med halogenpærer, der visuelt er skjult for menigheden. Den giver et meget blødere lys, som dog understøttes af et mere distinkt skær fra nye lampetter på ydermuren i begge sider.

Orgelskabets grå anonymitet er blevet ændret med bemaling i to gyldengule nuancer, der gør skabet mindre kompakt og udstråler en tone af beskeden fornemhed.

Endelig er sideskibets teglflisebelægning under bænkene blevet renoveret og lagt om, og nogle partier af midtergangens fliser er blevet skiftet og udbedret.