Kalkmalerierne

Ved kirkens restaurering i 1960'erne blev kalkmalerierne i hovedskibets østligste hvælv afdækket.
Der er en nøjagtig datering af disse malerier, idet en latinsk indskrift fortæller, at Det Herrens år 1479, pinselørdag (29. maj) blev dette arbejde fuldført.
Sandsynligvis er dette sket kort tid efter kirkens ombygning med gotiske hvælv.

Mesteren kendes under navnet »Træskomaleren« - således kaldt, fordi han ofte som en art signatur har efterladt sig et billede af en træsko - således også her i kirken. Den særegne stil er umiskendeligt »træskomalerens«, som har udsmykket adskillige kirker, især på Østfyn.


Udsmykningen består bl.a. langs ribberne i stjernehvælvet af en for »træskomaleren« karakteristisk bladrankeornamentik. Derudover er en række huller i hvælvet benyttet som opspærrede, vrængende munde på nogle groteske narre- eller troldefigurer.

Over korsfæstelsesbilledet er anbragt en latinsk indskrift med et citat fra »Klagesangene« i Det gamle Testamente: I, som går forbi på vejen, giv agt og se, om der findes en smerte som min!
En anden indskrift »IESVS help« er en »rettelse« fra efter reformationen, idet der oprindeligt i katolsk tid har stået »MARIA help.« 

I  øvrigt findes der i korbuen rester af et ældre kalkmaleri, en fremstilling af Sct. Christoforus med Jesusbarnet på skuldrene.