Kirkerummet

Altertavle

Altertavlen er et overgangsarbejde mellem renæssance og barok. Den viser Jesus i Getsemane have og er malet af Johannes Jensen i 1868.

Alterrammen er af ældre dato. Under kirkerestaureringen i 1960'erne afsløredes bag egetræsmalingen en smuk ramme fra 1751 bemalet i fint afstemte farver og med marmorering i en fornem udførelse.

Døbefont

Da Biskop Jacob Madsen (1587-1606) besøgte Ryslinge Kirke i 1589, fandt han døbefonten nederst i kirken.
Han beordrede den flyttet op i koret, hvor den har stået, indtil den i 2003 blev flyttet til en mere central placering nedenfor koret.

Døbefonten, der er romansk, er på et tidspunkt blevet hugget om, så den i dag fremstår meget glat og regelmæssig og med tovværksornamentik.

Degnekone Gertrud Andersdatter Lycke (1662-1743) har skænket kirkens dåbsfad.

Dåbskande

Dåbskanden er udført af sølvsmed John Rimer, som er blevet inspireret af fattigblokken i våbenhuset med hensyn til både den utraditionelle firkantede form og dekorationerne.

Den blev ophængt på væggen ved døbefonten i 2003 og er bekostet af en arv til kirkens udsmykning.

Prædikestol

Kirkens gamle, meget smukke prædikestol er fra 1685. Den blev skænket af Landsdommer Jens Lassen, forpagter på Krumstrup.

Prædikestolen var oprindelig forsynet med en himmel, der blev fjernet ved restaureringen i 1891.
Hovederne ved prædikestolens bund symboliserer formentlig dødens, mørkets og helvedes magter.
Op fra disse bedrøvet udseende hoveder og triumferende over døden vokser livets træ, symboliseret ved fire drueranker.
Det er opstandelsens symbol med Kristus som vintræet, der adskilles af fire felter, et for hver evangelist, hvis skriftsteder er at læse på felterne, dog er det fjerde felt drejet ind mod kirkens sydmur, så det ikke har ladet sig gøre at have skriftstedet synligt.

Krusifiks og apostelfigurer

På nordvæggen er kirkens gamle krucifiks fra 1400-tallet anbragt.
Under krucifikset er de tolv apostelfigurer, der menes at være fra Claus Bergs værksted i Odense.
Det mærkelige ved apostelrækken er, at begge Judas' er udeladt, ikke blot forræderen Judas Iskariot, men også Judas, Jacobs søn. Apostelrækken består fra venstre mod højre af: Peter, Paulus, Andreas, Simon, Jakob den ældre, Johannes, Bartholomæus, Mattæus, Jakob den yngre, Filip, Thomas og Matthias.

Apostelfigurerne havde oprindeligt deres plads på alteret, men blev siden flyttet ned på et pulpitur over indgangen til hovedskibet.
Da kirken i 1920 fik sit første orgel, blev figurerne sat på orgelfacaden. Krucifiks og apostelfigurer var dog forinden blevet restaureret på Nationalmuseet, hvor man havde fjernet den egetræsmaling, hvormed figurerne var blevet overmalet.
Under restaurering i 1960'erne fik apostelfigurerne deres nuværende plads.

Se de enkelte apostelfigurer.

Epitafium
På kirkens sydvæg - over for krucifiks og apostelfigurer - hænger et epitafium opsat af degneenke Gertrud Andersdatter Lyche. Teksten på epitafiet omtaler de to afdøde degne, Hans Andersen og Niels Rasmussen Holm, som hun var gift med i henholdsvis 26 år og 13 år. Herefter var hun enke i 8 år og døde i 1743.
Følgende vers er tilføjet:


Her neden for skjules vel vor krop i jord og fjæle;
vort navn dog vist i livsens bog, i Guds hånd vore sjæle;
her fastere end udi stål og sten indprentet står.
Derfor engang og legemet en bedre bolig får.

Udsmykning af bænkerækker

Her ses et udpluk af bænkegavlenes firkløverudskæringer, der alle er blevet udsmykket af maler Frits Rasmussen under renoveringen i 2011.

Orgel

Kirkens orgel er et Frobeniusorgel fra 1967 med 11 stemmer, fordelt over to manualer og pedal. Dette orgel afløste det, som blev opsat i 1920 på et pulpitur, og som også kaldtes for genforeningsorglet«.

Fattigblok

Fattigblokken fra 1730 er skænket kirken af degnekone Gertrud Andersdatter Lycke (1662-1743).
Fattigblokken står i restaureret stand i våbenhuset med dens oprindelige indskrift og datering. Den havde tre nøgler, idet fattigbetyrelsens tre medlemmer havde hver sin, så fattigblokken kun kunne tømmes, når alle tre overværede og overvågede tømningen - og hinanden. Dette fandt sted indtil 1896.