12/11/2026 0 Kommentarer
Fælles vinterforedragsrække om Karen Blixen
Fælles vinterforedragsrække om Karen Blixen

Denne aften: Historien om en perle (fra Vinter-eventyr, 1942) og Kardinalens tredje historie (fra Sidste fortællinger, 1957) ved Kristian Østergaard.
Tilmelding skal ske til mail@ryslinge-hojskole.dk eller på tlf. 62671020. n
Pris 60 kr. pr. aften inkl. kaffe og kage. Man betaler ved indgangen.
Ambitionen er at læse eksistentiel verdenslitteratur på tværs af generationer
I læse- og litteraturforløbet vil vi denne vinter dykke ned i Blixens fantastiske forfatterskab. Vi skal læse tre af hendes noveller og slutte af med det store værk Den afrikanske farm.
Karen Blixen (1885-1962) er en af Danmarks mest berømte forfattere. Hendes liv og værker er forbundet med sensation og myter. Hun udgav syv værker, det første i 1934, det sidste i 1960. Kernen i hendes skønlitterære forfatterskab udgøres af de fire novellesamlinger Syv fantastiske fortællinger, Vinter-eventyr, Sidste fortællinger og Skæbne-anekdoter. Mest kendt er Den afrikanske Farm, som handler om de 17 år, hvor Blixen driver en kaffefarm i Afrika. Det er både den udsøgte litterære stil med et billedrigt sprog mættet af symboler, fortællingernes komposition og hendes livsfilosofiske søgen, herunder et livslangt livtag med kristendommen, som Karen Blixen er kendt, elsket og beundret for. Temaerne i værkerne centrerer sig om de store ting i livet, fx kærlighed, skæbne, kunst, identitet og tro.
Vi får besøg af to dedikerede Blixen-læsere:
Kristian Østergaard, som er sognepræst i Sorø sogn. Desuden er han litteraturkritiker og kommentator for Kristeligt Dagblad samt forfatter til en række litteraturkritiske fremstillinger. I år udkom den anmelderroste bog Vandringer i verdenslitteraturen – 60 portrætter (Fønix 2026).
Kristian Østergaard vil stå for intro-aftenen til Blixens liv og værk og for den første læsegang, hvor vi skal læse novellerne ”Historien om en perle” og ”Kardinalens tredje historie”.
Charlotte Engberg er Ph.d., lektor emerita i Dansk litteratur ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet. Karen Blixens forfatterskab har udgjort en særlig vedholdende interesse i hendes arbejde, og hun har skrevet to bøger om det: Billedets ekko – om Karen Blixens fortællinger (Gyldendal 2000) og Latter og lettere beruset. Om at læse Karen Blixen (Syddansk Universitetsforlag 2019).
Engberg vil til vores 2. læsegang læse ”Den udødelige historie” med os. Samme aften vil hun introducere til Blixens værk Den afrikanske farm, som vi skal mødes om den sidste læsegang.
Forløbet afsluttes med en aften i Ringe Bio, hvor vi skal se filmen Pagten, der handler om Blixens forhold til den unge forfatterspire Thorkild Bjørnvig. Filmen er fra 2021, instrueret af Bille August og med Birthe Neumann og Simon Bennebjerg i hovedrollerne.
Kommentarer