3. søndag efter påske 2020

Evangelium til 5. søndag efter påske: 

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig.

Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

(Johannesevangeliet kapitel 17, vers 1-11)

 

Prædiken

-         af Jakob Daniel Lund Olesen

En lille nyfødt pige ligger helt alene på et hospital. Hun er født en måned for tidligt, og har vand i lungerne. Forældrene har fået det råd af lægerne at rejse væk, mens den lille pige ”beslutter, om hun vi leve eller dø”, som lægerne formulerede det. Og hvis nu det bliver det sidste, så er det bedst, at de ikke har nået at lære hende at kender, mener lægen.
Det var i 1938, så forældrene fulgte autoritetens råd, og forlod pigen.
Men den lille pige var ikke helt overladt til sig selv. Hver dag i den måned det stod på, tog en fin gammel mand sporvognen ud til hospitalet for at sidde hos det lille barn en times tid. Han aede hende på kinden, og holdt hende lidt i hånden.

Pigen overlevede, fik et navn og voksede op og vi kender hende i dag som skuespilleren Susse Wold. Og hun fortæller i sin selvbiografi, at hun altid har været sikker på, at det var mandens tilbagevendende omsorg og nærvær, som var grunden til, at det skrøbelige lille barn bestemte sig for at leve.



Der, hvor vi møder Jesus i dagens evangeliestykke, er han ved at tage afsked med sine disciple.

“Nu er tiden kommet”, siger Jesus i evangeliet.

Hans liv nærmer sig slutningen, og han skal forlade dem. Han skal lide og dø – og alligevel er det ikke sig selv han beder for – men sine kære, disciplene og dermed også os. Han beder for, at vi i fællesskab må holde fast ved alt hvad han gav. For han kan ikke få over sit hjerte, at vi skal tro os overladt til os selv.

Evangelieteksten, vi hørte i dag, er en del af Jesu bøn skærtorsdag aften. Afgørelsens time er kommet. Jesu liv når sin slutning – nådesløst, grusomt. Og alligevel beder Jesus: “Fader, Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig.  

Selvfølgelig er der ikke noget smukt eller herligt i Jesu lidelser og korsdød.

Men alligevel, så er korsets vej i denne bøn, herlighedens vej. Det er den ene og alene fordi det er kærlighedens vej. Det afgørende i lidelsesberetningen er ikke, hvordan Pilatus og Herodes leger med Jesu skæbne, som katten derhjemme med den sårede gråspurv. Det afgørende er, at Jesus, ganske frit, af ren og skær kærlighed, skænker sit liv.

Jesus, mesteren, kongen, Herren, vasker sine disciples fødder. Bøjer sig og knæler, for at vi må vide, at vi er store i Guds øjne. Han giver os sig selv i brødet og vinen for at vi aldrig må føle os gudsforladte og for at vi aldrig skal være alene i vores sult og tørst efter en mening med livet. Han døde på korset for at vi alene med skyld og skam, men altid kan være rettet hen imod tilgivelsens land. Og han opstod så at vi altid kan leve i det lys og den virkelighed hvor løftet om det evige liv kaster livets sorte skygger bort og sender glimt til os fra paradis.

Sådan er det at leve i Jesus. Her kan vi lægge alt vores skrammel hen til ham og lade alt det himmelske af hans leve i os. Sikke dog en byttehandel! 

I Jesu hengivenhed – denne kærlighed der tænker på os og beder for os, selv midt i hans egen smerte og død – der ser vi, hvem Gud er og hvad hans planer for os er.

Det er derfor, englene kan synge “Ære være Gud i det højeste”, da de ser det kommende flygtningebarn ligge i en krybbe. Det er derfor, officeren kan udbryde: “Denne mand er sandelig Guds søn”, da han ser den korsfæstede og latterliggjorte Jesus. Det er derfor, evangelisten Johannes kan skrive: “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”.

Overladt til os selv, kan alt kan se småt og bundet ud. Verden bliver så lille, skyld og svigt gnaver i os, fejltrin og spildte muligheder, midtvejskriser hvor det går op for en at livet nu vender og man begynder at være tættere på dødsattesten end ens fødselsattest.

Sygdom, lidelse og meningsløse ting kan ske og sker jo også ofte.

Jo verden kan ganske nemt tage både pusten og livsmodet fra os og vi kan føle os som et for tidligt barn i en seng, der er forladt af alt og alle og vi ikke ved hvad der er op og ned med denne tilværelse.


Derfor gør det så godt, nu at kunne få evangeliet forkyndt og få fortalt, at Jesus var her, og han viste den kærlighed, Gud elsker verden med. Det åbner verden! Det fortæller om syndernes forladelse og nye muligheder! Det kaster nyt lys over vores liv. Vi er ikke overladt til os selv!

Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb – sådan lyder det ved døbefonten når vi døber…
Lovet være Gud, som har genfødt os til et levende håb – sådan lyder det, lige før de tre skovlfulde jord bliver lagt på kisten, når vi holder begravelse.
Fra vugge til grav – fra fødsel til død, har vi fået et håb. Som er levende, fordi at Jesus ikke kun led og døde, men også opstod.

For Jesus har med sit liv, sin død og opstandelse tændt håbets lys som et værn mod mod håbløshed og modløshed.
Det tager ikke det svære eller onde ud af livet. Problemer findes. Ondskab findes. Sygdom, synd og død findes. Men det gør alligevel en verden til forskel at leve sit liv med og se sig selv i det lys.

At se sig selv som et menneske der fra første færd er aet på kinden og holdt i hånden. At se vores liv ikke blot som ren biologi og komplicerede kemiske processer, men med Grundtvigs ord: som et guddommeligt eksperiment af støv og ånd, som et under og en vidunderlig gave, et gudvillet liv, et liv der kan leves med frimodighed i tillid til under alle forhold at være i sin skabers hånd. Et liv, hvor vi aldrig er overladt til os selv. 
 
Johannes Møllehave har fortalt, om det første sted han var præst, hvor han mødte “Danmarks mindste skomager.” Et menneske, som levede sit liv med håbet som det filter, alt blev set igennem.

Den første gang, Johannes Møllehave kom i hans butik, gik skomageren fløjtende omkring, i forrygende humør og talte muntert med den nye præst om sognet og dets beboere, som skomageren jo kendte ganske godt.
Da Johannes Møllehave så kom for at hente sine sko, bare en uges tid senere, var det konen der ekspederede ham. Skomageren var nu sengeliggende – og det viser sig, at det havde han vidst i månedsvis at han ville blive, for det var sådan, at skomageren havde en alvorlig sukkersyge, som lægen havde sagt, givetvis ville føre til alvorlig sygdom, og han ville blive blind. Og nu var der alvorlig skred i sygdommen.
Men også denne dag, hvor Johannes Møllehave fik lov at kigge ind i privaten til skomageren, traf han ham i et vældigt humør.

Og de faldt i snak, og det blev sådan, at Johannes Møllehave nu kom fast og besøgte skomageren – som fra gang til gang blev væsentlig dårligere. Allerede gangen efter, var skomageren næsten blind, men lå fuld af humor og overskud og lyttede til jazz-plader.
Senere blev han indlagt på Roskilde Sygehus, da var han fuldstændig blind. En aften greb han Møllehaves hånd, og fortalte, at der var gået koldbrand i hans fod, og man måtte amputere den. Det viste sig efter operationen, at det stod værre til med benet end først antaget, han blev opereret igen, denne gang helt op til knæet, siden hen tog de den sidste benstump, og kort derefter det andet ben.
Og da Møllehave så besøgte ham, hvad der viste sig at blive sidste gang, sagde han med et smil: Her ser du nu Danmarks mindste skomager – og så slog han tæppet til side; han lå som en lille torso, og Møllehave fortæller, at han var glad for, skomageren ikke kunne se hans tårer.

Det kan være svært at bevare livsmodet i en verden, der bliver mere og mere truet, og hvor ødelæggende kræfter synes at sejre afgørende gang på gang.
Men skomageren havde mod i modgangen. Det mod hedder tro, håb og kærlighed.
For ved deres sidste samtale, spørger den anfægtede Møllehave skomageren: Hvad har Gud egentlig gjort for dig? Og han svarer:
”Alt har han gjort for mig. Givet mig livet og kaldt det døde og forgængelige i mig til live, givet mig tro, håb og livsmod. Det lægger jeg mig på sinde, og derfor nærer jeg håb om, at Guds barmhjertighed ikke er endt og ikke forsvundet, men ny mod mig hver morgen, både her og hisset”.
Til det håb er både skomageren og alle os andre døbt til. Det ændrer intet, men gør alligevel alverden til forskel. Ikke blot nu, men i al evighed. AMEN