3. søndag efter påske 2020

Evangeliet til 3. søndag efter påske:  

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  

Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  

Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«  

Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?  

Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig?

De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.  Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.

(Johannesevangeliet, kapitel 14, vers 1-11)

 

Prædiken af Jakob Daniel Lund Olesen:

”Jeres hjerter må ikke forfærdes” – sådan begynder Jesus sin tale til disciplene skærtorsdag. Det sagde han lige midt i en tid hvor der i højeste grad var noget at være forfærdet over. Bare et par timer senere bliver Jesus forrådt af en af sine nærmeste, han bliver udsat for justitsmord og dagen efter vil han lide og dø på et kors som om han var en ussel forbryder.

Men selv om Jesus ved, at alt dette snart vil ske, så trøster han alligevel sine disciple med ordende ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Det er ord, som disciplene garanteret har taget til sig og som de har kunne gentaget for dem selv, da de ikke meget senere selv blev sendt ud til alle folkeslag og hvor problemerne og forfølgelserne begyndte at skylle ind over dem.

Disciplen Peter kunne gentage ordene for sig selv, da han stod foran sine dommere i Rom. Den første kristne martyr, Stefanus kunne gøre det samme, da han stod foran den rasende menneskemængde og blev stillet til regnskab for sin tro og nu skulle stenes for den. Eller hvad med de mange kristne, der kom til at stå i Roms Colosseum og så hvordan de vilde og sultne løver kom ud til dem inde fra deres burer. 

Alle har i det øjeblik kunne suge Jesu ord til sig: ”jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Men det er ikke kun ved kristenforfølgelserne at de ord har kunnet give trøst og styrke.

Alle hjerter der har oplevet at de selv eller en af deres kære har en uhelbredelig sygdom og nu vandre de i dødsskyggens dal…

Alle hjerter der har været forfærdet på grund af frygt for fremtiden, på grund af skyld, på grund af ensomhed, på grund af sygdom, på grund af… ja mange og alle tænkelige ting. Alle de har fået følgeskab af Jesu råd og trøst: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Og måske tænker du: Det giver da ikke nogen mening at komme med sådan et råd her midt i denne Corona-virus tid. Aner Jesus da slet ikke noget om hvad vi står i som verden lige nu?

Men det råd og den trøst, som ligger i Jesu ord har gennem årtusinder været en trøst og styrke til uendelig mange mennesker i mange forskellige livssituationer og ordene er stadig kraftfulde i dag fordi den Jesus der lyslevende sagde det dengang, også er lyslevende i dag.

Det er derfor også et råd, en opmuntring og en trøst til os i dag anno 2020: ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Jeg så for nogle dage siden lidt MTV i fjernsynet. Her var et nostalgisk gensyn med en af 80ernes største hits. De afspillede nemlig musikvideoen til megahittet fra 1988:  ”Don´t worry – be happy”. Mange af jer kender den sikkert. Ordret oversat til dansk lyder titlen: ”Vær ikke bekymret – vær glad”. Sangen fortalte os, at selv om man mødte modgang, selv om man mødte de største problemer man overhovedet kan forestille sig, jamen så skal man ikke være bekymret, man skal bare være glad. Det har for mange lydt som et rigtig godt råd. Et råd der er nemt at følge i alle de små bekymringer, men som slet ikke giver mening over for alle de store bekymringer og sorger. Som om man bare kan hive op i mundvigene eller tænde for glæden på en kontakt og så er den i vinkel. 

Og da jeg i denne uge genså musikvideoen blev ordene netop pludselig ret tomme. For en af skuespillerne og danserne i musikvideoen var skuespilleren Robin Williams. Han blev kendt for sit gode skuespil, sit gode humør og humor og han spillede så godt som altid den lille mand, der trods nederlag klarer sig igennem, fordi han har en god idé. I 2014 begik han selvmord i kølevandet på en psykisk sygdom. Jeg fik det faktisk ondt i hjertet over at se hans glade ansigt tone frem der i 1988 til tonerne af:  ”Vær ikke bekymret – vær glad”. De ord slog ikke til for ham da det virkelig gjaldt. Det var tomme ord. Tomme råd.

Se: Jesu ord er ikke bare et letbenet råd, som smyger sig uden om alle problemerne og det svære. Og det er heller ikke som et tomt facaderåd der siger: bare smil!

Nej, Jesus ved godt, at vi kan komme ud i problemer, som kan true med at slå benene væk under os. Jesus kendte selv til at frygte. Nogle timer efter ordende vi har hørt til i dag, der står han i Getsemane Have og trygler Gud om at han må undgå at blive korsfæstet dagen efter. Jesus var rædselsslagen. Men det viser sig: Jesus var ikke frygtsløs, for han kendte til frygten selv. Men han stod fast midt i frygten! Han endte sin bøn til Gud med ordende: ”Men ske ikke min vilje, men din vilje”. Hans frygt fandt sit anker i en grundlæggende tillid og overgivelse til Gud. Du ved bedst. I din vilje lever jeg bedst. Hans frygt var derfor ikke hvileløs forfærdelse, men fandt sin ro i at dele sin frygt med Gud og ligge den der hos ham.

Det er nemt nok at være frygtløs. Hvis du ikke har følelser eller hvis du kan lukke alle følelser ude og så bare handle blindt. Så er det nemt nok jo.

Men det er jo faktisk langt større at frygte og så alligevel at stå fast.  De største handlinger i historien er faktisk blevet gjort af folk, der var bange og kendte alt for godt til frygt, men som alligevel gjorde det, der var nødvendigt.

Tænk på sygeplejersken og hjemmehjælperen og mange flere i denne verden der i disse måneder trodser deres frygt og er der for alle de syge, på trods af at værnemidler mange steder har været en mangelvare og ikke har været tilstede alle steder.

Tænk på de mange nødhjælpsarbejdere, der sætter deres liv på spil for at nå ud med hjælp til udsatte.

Tænk på frihedskæmperne under tyskernes besættelse i 40erne. De vidste hvad der ville ske dem, hvis de blev fanget… men de turde slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis de slet ikke gjorde noget. Så de handlede.

Når vi nu er ved tyskernes besættelse af Danmark, så er det faktisk denne tekst, der blev prædiket over søndagen efter besættelsen i 1940. Folk, der gik i kirke i de første mørke og forvirrede dage, blev altså hilst af Jesu ord ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”.

Det som Jesus gjorde dengang, både på den første kristne skærtorsdag og igennem den lange fredag dagen efter, og som han opmuntre os til i dag sammen med ham, det er at sætte troen og tilliden i stedet for forfærdelsen.

For det er netop ikke det her tomme ”vær ikke bekymret – vær glad”, som Jesus opmuntre os til.

For Jesus sætter netop noget andet i stedet for. ” ”Jeres hjerter må ikke forfærdes”. De ord står ikke alene, for så var vi alligevel bare overladt alene til os selv og vores afmagt. Nej ordene fortsættes med: ” tro på Gud og tro på mig”. I stedet for forfærdelsen giver Jesus os troen på Gud og på ham. Han inviterer os til at møde al livets frygt, smerte, lidelse og synd sammen med ham og lade det alt sammen finde sit hvilested hos ham.

Og det er det vi har brug for. Vi har ikke brug for en lærer, der kan give os gode råd eller vise os et godt eksempel. Vi har brug for en, som er den sikre grund under os. En som er vejen for os, som er sandheden til os og som er livet i os.

Og det er det Jesus er Han er vores Frelser. Og derfor er han ikke bare kristendommens grundlægger, nej han er kristendommen selv. ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Han er ikke bare en vejviser, han er vejen selv. Han er ikke bare en forkynder af sandheden, men han er sandheden selv. Han er ikke bare en, der giver os noget godt til livet, men han er livet selv.

Og derfor skal vi ikke forfærdes, for vi har en frelser, som er selve Vejen, Sandheden og Livet.

Da Fillip i dagens tekst siger til Jesus ”vis os Faderen, og det er nok for os”, så får han svaret ”jeg er i Faderen og Faderen er i mig”.

Da Gud ville frelse os og give os et liv her og nu og i al evighed i fællesskab med sig selv, så sendte han ikke bare sin søn – nej så kom han selv i sin søn.

Så længe at der er en Gud, så længe Gud lever og regerer, så har vi ikke nogen grund til at blive forfærdet.  

Luther var på et tidspunkt ramt slemt af bekymringer og mørke tanker, så han gik rundt og var i rigtigt ked af det. Da han en dag kom hjem sad hans kone Käthe i sin sorte sørgedragt, sort fra top til tå. Forfærdet spurgte Luther – ”Men Käthe, er der nogen, der er død”! Han har garanteret tænkt, at nu er der endnu mere at være bedrøvet over. ”Ja” svarede Käthe ”det kan jeg mærke på dig. Det må være Gud, der er død siden du er så bedrøvet og bekymret”.

Sådan kan vi alle have brug for et menneske der kommer til os med et Guds ord og løfte i rette tid. Nogen gange skal andre fortælle os når vi selv næsten glemmer at tro på det vi tror på. Måske er det derfor at Jesus taler til dem i flertal. JERES hjerter må ikke forfærdes, siger han. Det er en opgave vi i fællesskab skal hjælpe hinanden med. At minde hinanden om Jesu løfter. Det er sådan set det vi gør hver søndag når vi holder Gudstjeneste. Hvor er det godt at få det forkyndt når vi selv kan have svært ved at huske Jesu ord midt i livets mørke. Så er det som koldt vand i en hed ørken at høre en anden sige: Husk hvad Jesus har sagt. Og Jesu ord er aldrig døde ord, men er levende ord fra en lyslevende opstanden Frelser der med sin ånd ligger livet ind i ordende sådan at de bliver til liv for os.

Marcus Aurelius, en stoisk filosof fra det 2. århundrede, havde en leveregel, der lød ” Giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen”.

Jesus satte bønnen i stedet for forfærdelsen. Det er også godt for os at gøre. Så vrider vi vores hænder i fortvivlelse, så er det altid en god ide også at huske at folde vores hænder i bøn.

Jesus inviterer os til at sætte troen og tilliden til ham og Gud foran vores forfærdelse.

Det fjerner ikke det vi frygter. Men det gør at vi kan stå i det vi frygter og så stadig handle på det som stadig er muligt. Det har vi selv og vores medmenneske brug for.

Jeres hjerter må ikke forfærdes. Ændre på det du kan ændre på, og overgiv trygt resten i Guds hænder. Amen.