1. søndag efter påske 2020

Dagens evangelium:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«  Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«  Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får!  Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.«  Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

(Johannesevangeliet, kapitel 21, vers 15-19)

Prædiken:

Hvor er det dog fantastisk at få lov til at bekræfte en anden i, at man elsker dem.  

Når en spørger dig, om du elsker dem - og du gør det - og du så får lov til at sige: ”Ja, det kan du tro” - ja så er der bare ikke en bedre fornemmelse.

Men sker det så, at der bliver spurgt igen - måske lige efter man allerede har svaret første gang - ja så bliver man sådan lidt: Det har du allerede spurgt om - det har jeg lige svaret på! Men man svarer selvfølgelig igen: ”Ja det gør jeg. Jeg elsker dig!”

Helt galt bliver det da så, hvis man for tredje gang eller flere gange om dagen bliver spurgt: ”Elsker du mig?” For så går spørgsmålet fra at være en skøn mulighed for at bekræfte den, der spørger, til nu at blive en tung opgave, hvor det mest af alt virker, som om den, der spørger, hele tiden er i tvivl. Som om at uanset hvor mange gange jeg end siger det og bekræfter, at jeg holder af vedkommende, ja så virker det ikke som om, at der bliver troet på det.

Er det dét, der er på spil her i dag med Peter og Jesus? Jesus, der spørger og spørger. Ja spørger tre gange i rap. Er det fordi, at Jesus er i tvivl? Ja det kunne man jo godt tro. Det skal vise sig, at det heldigvis er noget helt andet, der er på spil.

For det, der går forud for dagens fortælling er, at Peter på overfladen har været som enhver svigermors drøm. Han virker også som den perfekte ven.  

Han har en stærk status i vennekredsene, er helhjertet, modig, impulsiv, håbefuld, fyldt med passion, gejst og opofrelse.  

Det var også ham, der sagde til Jesus tidligere, at Jesus selvfølgelig kunne regne med ham. Han ville aldrig svigte ham. Han ville altid være der, ja gå til jordens ende for Jesus.

Hvor fantastisk er det ikke lige med sådan en ven? Hvis han da ellers lige kunne holde alt det, han lovede. Det kunne han ikke.  

For historien er, at Jesus tages til fange natten mellem skærtorsdag og langfredag. Han føres bort og fængsles i en borg. Peter er fulgt med på afstand og finder nu en plads i forgården omkring et bål. Her spørges han på kort tid af nogle andre omkring bålet: ”Var du ikke ham, der fulgtes sammen med ham tømmeren Jesus? Du gik da egentlig sammen med ham, gjorde du ikke? Du var da en af dem, der havde fulgt Jesus i flere år.” Efter der er blevet spurgt ind til det flere gange, og Peter har benægtet det, så udbryder Peter til sidst heftigt: ”Jeg kender ikke den mand!” I det samme galede hanen.

Peter huskede, at Jesus selv havde forudset netop det: At når hanen galede for anden gang, så ville Peter have fornægtet Jesus tre gange, men dengang troede han ikke på det. Nu troede han næsten ikke sine egne ører, men det var rigtigt. Det var sket. Nu havde han mest af alt mistet troen på sig selv. Han havde sikkert også mistet troen på, at han da nogensinde skulle blive taget til nåde igen. Jesus ville da aldrig i evighed ønske at have ham som ven igen.  

Nu sad han der på den anden side af påskens begivenheder. Han var til bords og stirrede nu lige ind i øjnene på den opstandne Jesus. Eller rettere sagt: Jeg tror, han sad og så ned i gulvet eller ud til siderne. Alle andre steder end ind i Jesu øjne, men sikkert også med den her fornemmelse af, at Jesu øjne hvilede på ham.

Så var der den larmende tavshed. Tavshed kan jo sagtens larme. Ja tavshed kan fylde hele livet ud, selv om tavshed ikke er noget i sig selv. Det er vel netop derfor, vi bruger tavshed som et våben, når vi rigtig vil straffe nogen. Så snakker vi ikke med dem. Vi ignorerer dem. Vi lader tavsheden gøre hele arbejdet. Tavshed kan være et frygteligt våben.  

Jesus kan og vil ikke være stille. Han vil ikke overlade Peter og hans liv til den larmende tavshed, så han ser på ham og siger: ”Elsker du mig, ja mere end de andre?” Der begynder håbet at spire.

Der begynder Peter at mærke, at guddommelig kærlighed overvinder svigt, skyld og skam, og han griber håbet. Han ser på Jesus og siger: ”Ja Herre, du ved, jeg har dig kær!”

Så er historien, som vi har læst den til i dag, at Jesus begynder på det her med at spørge Peter igen og igen.

Hvis man ikke vidste bedre, så ville man jo tro, at Jesus spurgte igen og igen, fordi han var i tvivl, men faktisk var det jo omvendt! For hver eneste af de tre gange, han spørger, svarer jo præcis til de tre gange, Peter fornægtede og svigtede Jesus.

De tre gange der gjorde, at Peter måtte sande, at han jo alligevel ikke slog til, da det gjaldt. At han ikke fortjente livet sammen med Gud, hans søn Jesus eller andre mennesker.

Hver gang han svigtede, ja der gav Jesus ham nu en chance mere for at bekræfte, at han da så gerne ville elske ham, men dog alligevel ikke havde magtet at gøre det, da det virkelig gjaldt. Men Jesus genindsatte ham i livet, gav ham livet tilbage igen, og satte ham ind i fornyet relation til ham selv og satte en videre retning for ham i livet.

Det viser sig på fantastisk vis, at Peter var mere end sit svigt. Mere end sine nederlag. Han var mere end en kujon. Ja alle de gange han nægtede livet sammen med Jesus og dermed fornægtede selve livet - der genindsatte Jesus ham i sin kærlighed. For det der gjaldt, var ikke Peter. Det, der gjaldt, var den kærlighed og det liv i Jesus, som Jesus rakte ham. Den kærlighed som var gået gennem kors, lidelse og død for ham, og som nu talte til ham på ny og gjorde alting nyt for Peter.

Hvor er det dog en glædelig fortælling. Det her gjaldt ikke kun for Peter. Det gælder for os alle. Jesu ord tæller og gælder også for dig og mig i dag.

Jesus vil heller ikke være tavs over for os. Han vil ikke overlade os til livets tavshed. Han vil ikke overlade os til den tanke, vi kan få, at Gud er tavs midt i alt det, der er vores. Så han taler. Han talte med mennesker på sin vej gennem livet. Han handlede for dem på forunderlige måder. Han talte til os på et kors, med sin død og gennem sin opstandelse.  

Lige så mange gange som vi svigter i livet og ikke vedkender os hverken Gud eller vores medmenneske; hver gang vi må være tavse og måske bøjer nakken eller slår blikket ned - ja så taler han på ny til os. ”Frygt ikke” siger han og fortsætter: ”Tro på Gud og tro på mig”.

Når Jesus taler, så taler Gud til os. Når Jesus rækker ud, så er det Gud, der rækker ud. Når Jesus tilgiver, er det Gud, der tilgiver.

Når Jesus siger ”følg mig”, så sender han os ud for at passe godt på hans får. Ikke får i bogstavelig forstand, men han sender os ud for at passe godt på de mennesker, som jeg møder i mit liv, og som Jesus har lige så stor kærlighed til, som han har til dig og mig.

Jesus siger derfor også: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Når vi lykkes med det; at se Gud i vores medmenneske, ja så drysses der noget guddommeligt ud over tilværelsen: Kærlighed, tillid, håb, tilgivelse, forsoning, at bære sammen, at dele sammen, at turde hinanden og at ville hinanden det godt. At se hinanden både som en gave og en opgave. Det er det, vi kan kalde for, at vi ser på livet med Jesu øjne.

Når vi lykkes med det, ja så er vi nær Gud, og Gud er nær os på en særlig måde midt i vores menneskelige liv.

Sådan er det kristne liv; det er både gaven og opgaven: Gaven der kommer af at få lov til, at starte hver morgen på ny ved at få lov til at svare ja til Guds kærlighed. Men også opgaven der kommer af at skulle ud til alle de medmennesker, som Gud elsker lige så højt, som han elsker mig.

Så kan medmennesker aldrig mere være ligegyldige for mig, ja ikke engang min fjende eller uven. De er elsket så højt af en, som elsker mig så højt. Det må forandre mig!

Jeg vil aldrig svigte dig Herre! - indtil det sker.

Så mødes vi igen af spørgsmålet: ”Elsker du mig?” - og vi får lov til igen at sige: ”Ja det gør jeg” - og så er det ud igen og vogte Jesu får, som er dit medmenneske.

Sådan er livet i Gud. Livet handler ikke om perfektion eller om at være sammen med de perfekte, men det handler om altid at finde tilbage til det sted, hvor vi, som de ret u-perfekte vi er, kan finde Guds nådes blik og derigennem få de nye begyndelser, vi har brug for i både liv og død. Det blik fik Peter fra Jesus gennem Jesu ord, og det blik og de ord retter Jesus også videre til os hver eneste dag.

Gådefuldt hvis du ser med retfærdighedens briller.

-          men nådefuldt hvis du ser med kærlighedens briller, og det gør Jesus. Og hans briller må du få lov til at låne.

Amen.

Af Jakob Daniel Lund Olesen