Du er her: 

24. september kl. 17.00: Familiegudstjeneste

Så kan hele familien godt glæde sig til de nye familiegudstjenester!

I første omgang kunne de desværre ikke påbegyndes i foråret, som vi havde planlagt (på grund af den grund vi snart alle er trætte af at nævne, men det starter med C og slutter med 19), men nu prøver vi igen.

Fra september begynder vi at have en månedlig gudstjeneste, som på en særlig måde er for hele familien. Der er en højmesse om søndagen også, men alligevel har vi med en familiegudstjeneste på en hverdag mulighed for at have et tidspunkt og en form, hvor nysgerrige spørgsmål, sangglæde, samvær og fællesskab kan være i højsædet, og hvor dét at være i øjenhøjde med hinanden er en selvfølgelighed.

Her er hvad du kan regne med:

• Familiegudstjenesten vil altid ligge på den sidste torsdag i hver måned.

• Den vil altid være klokken 17. Den vil altid vare ca. 30 minutter, og den vil altid være både tankevækkende og spændende.

• Du vil altid høre en af de store bibelske historier, som har bundet mennesker og lande sammen og båret os i årtusinder.

• Der vil altid være mulighed for efterfølgende gratis og børnevenlig fællesspisning i sognegården, og det er endda uden tilmelding!

• Du vil altid kunne være hjemme igen i god tid til selv den yngstes puttetid!

Så kom og vær med til at give dette nye tilbud en god start fra begyndelsen af. Det er for godt til at gå glip af!

 

Del dette: